Den unge Page stansede sin Sky
midt ude paa Himmelen; man kunde
se ham lang Vei; Solrgdmen bremmede
Kraven om hans Hals med smale Pur-
purbaand. -Morgenen lysnede, og Sol-
straalerne begyadte at flagre til alle
Kanter, og Pagens Sky blev storre og
storre, og da Solen randt, skinnede den
til alle Kanter, — og nu saa man, at
det var Eventyret selv, som kom seilende
deroppe paa sit gronne Krystalskib. Da
sprang Sommervinden op og red afsted,
saa hele Havet glitrede; og den spendte
sin sjoblaa Skimmel foran Eventyrets
Skib, og det gled langsomt henover
Verden, medens Smaaskyer slog sit hvi-
de Skum mod Skibets skinnende Baug.
Pagen var fiviet iforveien, — sel der
var han over Skoven — han svingede
en stor Paafuglfjer: Giv Agt! Sommerens
Eventyr er kommet! Og der dryssede
Dun af Paafuglfjeren — bittesmaa Dun
— de sank ned over Jorden og lagte
sig allesteds, som en Perlemorsdugg,-
over Menneskenes lukkede Oine.
